Hvis I har et barn med særlige forudsætninger eller behov, er det vigtigt at være ekstra grundig med udvælgelsen af efterskole, så I er sikre på, at skolen understøtter jeres barn på en hensigtsmæssig måde. I bør overveje, om det rette tilbud er en specialefterskole – dem falder det udenfor vores kompetenceområde at rådgive om.
Denne hjemmeside er vejledning til de almene efterskoler, og derfor er nedenstående en indgangsvinkel til disse.
Ærlig dialog frem for alt
Det starter ALTID med en ærlig dialog. Mange efterskoleophold kommer galt fra start, fordi forældrene har holdt elevens forhistorie eller udfordringer skjult. Nogle gange fordi den unge ikke vil have, at forældrene fortæller om udfordringerne. Andre gange fordi forældrene ønsker en “frisk start” eller er bange for, at skolen måske ikke vil optage den unge.
Men det kommer der altså ikke noget godt ud af. Den friske start fås bedst, hvis skolen er ordentligt informeret, så den kan vurdere, hvordan den bedst kan hjælpe eleven med at lykkes i efterskoleopholdet. Som efterskolevoksne kan vi sagtens håndtere informationer – herunder også nogle gange at “glemme” dem, til vi måske får brug for dem.
Hemmeligheder giver den unge flere udfordringer
Tag ejerskabet som forældre og insister overfor for den unge på, at der skal tales ærligt og højt om udfordringerne. Det bliver også en hjælp, når den unge skal starte på skolen – for det er alt for ressourcekrævende at holde udfordringer hemmelige i døgndrift, og kammerater er i reglen meget mere forstående og hjælpsomme, end den unge regner med.
Tænk også, at hvis skolen ville afvise jeres barn, hvis det kendte til dets udfordringer eller historie – så er det slet ikke en skole, I har lyst til at aflevere jeres barn til.
Gå derfor så ærligt og direkte til værks som muligt. Det er også i samtalen med skolen om dette, at I kan få indsigt i, hvordan skolen arbejder med tingene, og om det er noget, I har tillid til.
Nissen flytter som oftest med
Pas på med drømmen om, at alle problemer forsvinder på efterskolen – og forhold jer realistisk til, hvad der kan opstå af problemer, og spørg konkret til, hvad skolen ser af handlemuligheder. De fleste nisser flytter med – men nogle af dem kan omgås anderledes i et andet miljø. Vær særligt opmærksom på, hvilken støtte I som forældre plejer at give barnet, som gør, at det fungerer – og drøft med skolen, hvad der sker, når denne støtte ikke længere er i hverdagen.
Vær også opmærksom på, om skolen tager opgaven alvorligt og har overskud og ressourcer i hverdagen til jeres barn. Vi kommer langt med kærlighed – men indimellem skal der også viden og færdigheder til. Se også afsnittet om Mangfoldighed.
MS