De fleste efterskoleophold indeholder en skolerejse. Nogle endda flere. For enkelte skoler er det en egentlig profil.
Skolerejser kan have mange formål, og bare det at komme ud af de vante rammer kan bibringe fællesskabet noget særligt. Derudover er der det, man fylder i rejsen af kulturmøder, kulturelle oplevelser, aktiviteter etc.
“Især hvis skolen har mange rejseaktiviteter, er det yderst relevant at spørge ind til de pædagogiske og dannelsesmæssige mål med rejserne.”
Pædagogiske og dannelsesmæssige mål
Skolerejserne er i høj grad noget af det blikfang, efterskolerne bruger i konkurrencen om eleverne. Hvem vil ikke gerne til New York? Eller på riverrafting i Spanien?
I de seneste 20 år har vi set tiltagende opfindsomhed i aktiviteter og destinationer. Især hvis skolen har mange rejseaktiviteter, er det yderst relevant at spørge ind til de pædagogiske og dannelsesmæssige mål med rejserne. Hvad vil man med turene andet end at give eleverne en “oplevelse”? Hvis mange pædagogiske kræfter og også en væsentlig økonomi prioriteres til rejseaktiviteter, er det vigtigt, at det pædagogiske og dannelsesmæssige udbytte står mål med det. Det gør ikke noget, at det er sjovt og spændende – men det skal gerne være meget andet end det også. Fx kan der arbejdes med ligeværdige kulturmøder og global dannelse.
“Lad aldrig dit barn vælge en efterskole pga. rejseaktiviteten. Det bør end ikke være et centralt parameter.”
Det er også relevant at spørge ind til skolens tanker om klimaregnskab og bæredygtighed i forbindelse med rejseaktivitet, hvis I som forældre vægter den dagsorden. Se også afsnit om Klima m.m.
Lad ikke rejserne være afgørende for valget af efterskole
Som med faciliteterne er det vigtigt ikke at lade sig forblinde af spændende rejser. Det er grundlæggende af største væsentlighed, at man finder skolens værdier og dagligdag attraktiv. Lad derfor aldrig dit barn vælge en efterskole pga. rejseaktiviteten. Det bør end ikke være et centralt parameter. Rejseaktiviteten kan vægtes højt, hvis netop rejseaktiviteterne er et centralt, pædagogisk omdrejningspunkt.
“På nogle skoler er rejsen indeholdt i skolepengene, og på andre betales den ved siden af. Det er desuden også muligt at finde skoler, hvor man mod ekstra betaling kan komme til mere eksotiske destinationer.”
Økonomi
Endelig er der forskel på, hvordan rejseaktiviteten finansieres og organiseres. Nogle skoler rejser alle elever samlet, og andre skoler tilbyder forskellige ture. På nogle skoler er rejsen indeholdt i skolepengene, og på andre betales den ved siden af. Det er desuden også muligt at finde skoler, hvor man mod ekstra betaling kan komme til mere eksotiske destinationer. At forældrenes betalingsevne således skaber forskelle på efterskoleopholdets indhold, er en ikke uvæsentlig ting, som man skal gøre op med sig selv, om man kan stå inde for. Spørg skolen om bevæggrundene for det og spørg, hvordan man arbejder med, at det ikke bliver til A-hold og B-hold.
Og husk i det hele taget at spørge til økonomien – især der, hvor rejserne ser omkostningsrige ud, så der ikke kommer ubehagelige overraskelser. Se også afsnittet om Økonomi.
MS