I bogen “Dannelse der virker”, som udspringer af et forskningsprojekt om efterskolens pædagogik, gør forfatterne opmærksom på, at efterskolen hviler på det særlige paradoks, at de unge frivilligt vælger at underkaste sig efterskolerammens ufrihed for netop at lære noget om deres frihed.
Dette er en dyb pointe, der peger på den helt centrale balance mellem frihed og fællesskab, der må findes på enhver efterskole. Denne balance kan findes forskellige steder, og det er væsentligt, at I som forældre forstår sammenhængen og også får et indtryk af, hvordan balancen er på de konkrete skoler, I kigger på, og om dette er i overensstemmelse med jeres forventninger. Væsentligt fordi det er helt centralt for jeres barns velbefindende på skolen, at forholdet mellem frihed og fællesskab er tilpas trygt og dermed befordrende for udvikling. Samtidig er det væsentligt for kvaliteten af den dannelse, jeres barn kommer hjem med.
“Det, vi kan på efterskolerne, hviler på vores evne til at få fællesskaber til at fungere, så den enkelte vokser og udvikler sig.”
Alle efterskoler bruger fællesskabet som løftestang. Det, vi kan på efterskolerne, hviler på vores evne til at få fællesskaber til at fungere, så den enkelte vokser og udvikler sig (Se også: Efterskolen på godt og ondt). På den måde har den enkelte efterskoleelev aldrig større frihed, end der er foreneligt med fællesskabet – hvis man skal sige det ideelt. Her kommer Kants etiske princip til syne i en meget konkret udgave – nemlig om din frihed er forenelig med den samme frihed for alle andre. Med andre og efterskoledaglige ord: Hvis du tager to kager til forfriskningen, er der så nok til alle andre også? Eller hvis alle – som du – bliver væk fra morgensamlingen, kan morgensamlingen så fungere? Det er sådan set ganske banalt (omend der indimellem forekommer spørgsmål og dilemmaer, der er mere komplicerede end kager og fremmøde).
Selvbestemmelse i forhold til fællesskabet
Det er forskelligt, i hvor høj grad skolerne giver eleverne selvbestemmelse i forhold til fællesskabet. Alle efterskoler har mange hverdagsrutiner – måder man gør ting på, så tingene fungerer, selvom man er mange – og således er der altid mange ting, der er bestemt for de unge jvf. efterskolerammens ufrihed fra indledningen.
“Vi ønsker os en efterskole, hvor eleven også øver sig i at agere med indre motivation og udvikler sin ansvarlighed.”
Nogle steder er disse rutiner mere udtalte, detaljerede og med mange normer for adfærden i fx spisesalen. Det kan bidrage til ro og orden og en hverdag, hvor den unge følger strømmen, har sin faste plads ved bordet og i stedet bruger sin energi på fx undervisningens indhold og relationerne i fællesskabet. Hvis det kammer over, får man en efterskole, hvor den unge ikke skal tænke selv og dermed kun styres af ydre rammesætning. Vi ønsker os en efterskole, hvor eleven også øver sig i at agere med indre motivation og udvikler sin ansvarlighed. Man kan kun udvikle sin ansvarlighed, hvis der også er mulighed for at træffe dårlige valg og agere ansvarsløst. Hvis skolen derfor har mange og meget faste rammer, skal man interessere sig for, om eller hvor der så arbejdes med ansvarlighed og indre styring i stedet.
“Hvis skolens voksne glemmer at arbejde pædagogisk med det og blot giver ansvaret til eleverne uden at opdrage, stilladsere eller følge op – så bliver det kontraproduktivt og dårlig efterskole!”
Nogle skoler giver omvendt stort rum for elevernes selvbestemmelse og lægger vægt på, at eleverne gør deres egne erfaringer. Et eksempel kunne være sengetider. De fleste skoler har bestemt en sengetid, så de er sikre på, at eleverne er friske til dagen. Nogle skoler har dog valgt, at eleverne selv må bestemme, hvornår de går i seng, når blot de holder sig på deres boområder. Dette ud fra ideen om, at her er der et ansvar, de unge selv skal lære at tage. De ved helt sikkert godt, at denne læring går igennem erfaringen af, hvad der sker, når dette ansvar ikke bliver taget.
Vigtige pædagogiske processer
Hvis skolen bruger de fornødne kræfter på gode pædagogiske processer omkring fx sengetider, er det i mine øjne prisværdigt at arbejde på denne måde. Dog skal man vide, at hver gang man arbejder med elevernes ansvar for noget, så kræver det tid og energi – så det er vigtigt at afgøre, om man vil prioritere denne form for læring på bekostning af noget andet. For når vi arbejder med sengetider og nattesøvn, er der naturligvis noget af den anden undervisning og dannelse, der har mindre fokus.
Hvis skolens voksne glemmer at arbejde pædagogisk med det og blot giver ansvaret til eleverne uden at opdrage, stilladsere eller følge op – så bliver det kontraproduktivt og dårlig efterskole! Når I således præsenteres for “frihed under ansvar”, er det væsentligt, at I spørger ind til, hvordan der arbejdes med ansvarliggørelsen, og hvordan der følges pædagogisk op, hvis ikke de unge lever op til ansvaret. Se også mere under Skolens grundregler.
“På efterskolen skulle det nemlig gerne blive tydeligt, at friheden til at gøre, som det passer én, er noget helt andet end friheden til at være den, man er eller ønsker at være sammen med andre.”
Forskellige former for frihed
Noget af det fantastiske, efterskoleelever forhåbentlig opdager i løbet af deres efterskoleophold, er, at frihed er en tvetydig størrelse. De skulle gerne opdage, at der findes forskellige former for frihed, som i forskellig grad er forenelig med fællesskabets styrke og de andres frihed også.
På efterskolen skulle det nemlig gerne blive tydeligt, at friheden til at gøre, som det passer én, er noget helt andet end friheden til at være den, man er eller ønsker at være sammen med andre. Vi arbejder på efterskolerne for friheden til det sidste – og det går ofte ud over individets frihed til det første. Men det er et godt bytte, synes de fleste, der har prøvet det. Ofte går det dog også igennem en fase, hvor man synes, rammen er snærende.
“Den gode efterskole overvåger dynamikkerne i elevgruppen og blander sig, stilladserer og arbejder med fællesskabet, så skolekulturen bliver stærk og god.”
Et trygt og ligeværdigt fællesskab
Et sidste perspektiv handler om elevernes statushierarkier. Det er virkelig væsentligt, at efterskolen arbejder for at få en finger med i spillet her. Når man samler så mange unge på et sted, som ikke kender hinanden, bliver det nemt det vilde vesten. Rammer og strukturer har til formål at være med til at regulere elevernes sociale liv, så dette bliver så trygt og ligeværdigt som muligt.
Lidt frækt kan man sige, at den gode efterskole sætter en kæp i hjulet på de elever, der forsøger at komme øverst i hierarkiet – enten fordi de bevidst træder på andre, eller fordi de ikke har øje for andre på deres vej. Den gode efterskole overvåger dynamikkerne i elevgruppen og blander sig, stilladserer og arbejder med fællesskabet, så skolekulturen bliver stærk og god.
(Det har jeg i øvrigt skrevet en klumme om i anledning af postyret om Herlufsholm, som kan læses her).
MS
