Et efterskoleophold koster mange penge!
Det gør en skiferie typisk også. Eller et nyt køkken. De fleste familier skal prioritere opholdet, og det er en god ide at starte en opsparing tidligt, så man ikke pludselig skal finde 6-9.000 kr. i måneden i en periode. Det vil være en voldsom udskrivning for de fleste.
Der er også familier, for hvem det simpelthen ikke er muligt at rejse så mange penge – og som heller ikke tager på hverken skiferie eller køber nyt køkken. Og det fylder for tiden i vores branche, hvordan vi gør efterskolerne tilgængelige for alle.
Brug efterskoleforeningens beregning og rådgivning
Staten yder støtte til alle forældre afhængig af indkomst, og der er også andre støttemuligheder, hvis man har en stram økonomi. Efterskoleforeningen har en fin rådgivning om dette, som vi vil henvise til. Læs mere her.
På efterskolerne.dk kan man desuden se priserne på de enkelte skoler og også beregne statsstøtten. Gør det, så I ved, hvad det koster, før I begynder at se alt for konkret på skoler. Alle skoler har en “ugepris”, men derudover kan der komme andre udgifter – nogle gange afhængigt af, hvilken linje man vælger eller andet.
Efterskoleforeningen har på efterskolerne.dk gjort priserne så gennemsigtige som muligt ved at vise den totale betaling – fordi man så både får gebyrer, rejsebetalinger, ugebetaling m.m. samlet. Hermed en opfordring til at kigge på den samlede pris og ikke kun ugebetalingen.
Store prisforskelle
Der er i øvrigt cirka 20.000 kr. i forskel på den billigste og dyreste skole – så det kan også være et parameter, når man skal finde skole. Det kan være en god ide at spørge skolen, hvorfor den er dyrere eller billigere end andre skoler, hvis man er i tvivl om, hvad der gør udslaget.
Skolens økonomi
Skoleøkonomier kan være ret forskellige afhængig af skolernes alder, elevtal, bygninger m.m. Hvis man gerne vil kende til skolernes økonomi, kan man spørge skolerne selv, eller man kan finde deres regnskaber på Undervisningsministeriets regnskabsportal. Her kan man – hvis man har lidt indsigt i virksomhedsøkonomi – godt vurdere, om en skoles økonomi er sund. Man kan også se, hvordan midlerne prioriteres mellem bygninger, køkken, pædagogik og administration.
Der er dog nuancer, som kræver nærmere indsigt og samtale for at få det fulde billede – så husk også altid at spørge skolens forstander eller forretningsfører, før I drager forhastede konklusioner.
Læs også om skolekontrakter.