Da forskere i projektet “Dannelse der virker” kiggede på effekten af det dannelsesbidrag, der finder sted på efterskolen, fremkom de med en interessant pointe om den boglige undervisning.
Efterskoleeleverne lærer som sådan ikke mere rent fagligt, end de ville gøre i den almindelige grundskole, men der sker alligevel noget meget væsentligt. Fordi den enkelte er i et fællesskabsmiljø, hvor de interagerer med kammerater og skolens voksne i mange andre sammenhænge, får de i højere grad øje på det forhold, at undervisningen er noget relationelt. De får dermed øjnene op for deres egen rolle i undervisningen, og hvad den betyder for udbyttet af undervisningen.
Dette kan vel med rimelighed kaldes en væsentlig modning og giver et særligt fint udgangspunkt for at gå videre ud i uddannelseslivet.
“Mange efterskoler tænker efterskoleopholdet som starten på en ungdomsuddannelse i højere grad en afslutningen på grundskolen.”
Starten på en ungdomsuddannelse
Mange efterskoler tænker efterskoleopholdet som starten på en ungdomsuddannelse i højere grad end afslutningen på grundskolen. I vil altså finde mange pile, der peger frem, og vi vil gerne opfordre til at gå på opdagelse i dem og spørge skolerne, hvad deres tanker er i forhold til at ruste eleverne til en ungdomsuddannelse.
“Det er en gammel og god grundtvigsk pointe, at undervisningen først og fremmest skal give mening i elevens liv nu og her og kun i anden række være til for videre uddannelse og arbejdsliv.”
Efterskolen skal først og fremmest give mening her og nu
Når det så er sagt, er det også væsentligt at huske, at efterskolerne ikke er til for ungdomsuddannelserne. Med efterskolernes hovedsigte kan det aldrig blive den primære opgave at klæde eleverne på til det næste! Det er en uskik i det danske uddannelsessystem, at man tror, dem, der kommer før en, blot er underleverandører af det, man selv ønsker. Så sørg for, at efterskolen også vil noget med eleverne, fordi det giver mening i elevernes liv her og nu. Det er en gammel og god grundtvigsk pointe, at undervisningen først og fremmest skal give mening i elevens liv nu og her og kun i anden række være til for videre uddannelse og arbejdsliv. Jeg tror, efterskolernes succes i høj grad hviler på det velgørende og udviklende i netop at være i dette her og nu.
Det viser sig så tilmed ifølge en undersøgelse fra 2021, at efterskolerne faktisk gør de unge bedre rustet til ungdomsuddannelserne.
MS