Det er fuldt ud muligt at blive et godt menneske uden at gå på efterskole. Som forælder kan man dog have lyst til at give sit barn den oplevelse og den dannelse, der ligger i et efterskoleophold. Som med så meget andet, vi som voksne kan få øje på værdien af, er det ikke sikkert, barnet kan se det samme. Det synes måske heller ikke, at faste sengetider eller rengøring på værelset er hverken nyttigt eller nødvendigt.
“Vaklen er helt naturligt, og her er det rart at kunne læne sig op ad en smule bedrevidende forældre, der ikke virker usikre og overlader det hele til én selv.”
Tal om efterskoleopholdet som noget selvfølgeligt
Jeg møder mange forældre, der taler om et efterskoleophold som noget, man må se om barnet har eller får lyst til. Det er selvfølgelig godt at interessere sig for sit barns egne lyster, men som forældre har vi også lov at opdrage og påvirke. Hjemme hos mig er efterskoleopholdene derfor altid blevet omtalt og behandlet som noget selvfølgeligt. Vi har ikke talt om det som et “hvis du vil på efterskole”, men derimod som et “når du skal på efterskole”. Hos os er det ikke spændende, om man vil, men derimod hvilken skole det ender med at blive.
Vil jeg dermed tvinge mine børn på efterskole? Naturligvis ikke. Vi har som forældre hele tiden været klar over, at vi kan komme i en situation, hvor et af vores tre børn kan sige: “Nej, det vil jeg altså ikke.” Og at vi så også kan komme til at rette os efter det. Så tager vi den derfra, og foreløbig er det gået helt af sig selv med to ud af de tre.
Hjælp barnet med at se perspektivet på den lange bane
Sagen er, at det kan være besværligt at være ung. Man tager pejling af sine omgivelser, og relationerne kan blive meget afgørende for, hvad man kan se sig selv i. Derfor kan det også være svært at tage valg. Og ikke mindst fastholde dem. Her er forældre uvurderlige hjælpere, fordi de bedre kan overskue den lange bane og understøtte den unge i at se perspektivet og ikke kun her og nu. For selvfølgelig kan det være angstprovokerende at forlade sine venner hjemme og måske endda ikke fortsætte med kliken i gymnasiet med det samme.
Det er ved at forstå og tro på værdien af det ukendte og den nye erfaring, at man kan tage eller fastholde et efterskolevalg. Vaklen er helt naturligt, og her er det rart at kunne læne sig op ad en smule bedrevidende forældre, der ikke virker usikre og overlader det hele til én selv.
Skab fælles forventninger
Ved at skabe et fundament i form af et naturligt udgangspunkt afstemmes også forventningerne til fremtiden. Efterskolen bliver noget, barnet og den unge har haft i sin horisont længe, og som det glæder sig til og ser frem til på samme måde, som det glæder sig til mange andre livsbegivenheder.
Hvis I som forældre ønsker, at jeres barn skal på efterskole, vil jeg derfor anbefale, at I sætter det ind som en grundpille i samtalen om fremtiden. Ikke som en tvangsforanstaltning, men som en betydningsfuld ting, man allerede nu kan se frem til og glæde sig til. Og ikke som noget, barnet i fremtiden skal tage stilling til, om det overhovedet har lyst til.
“Det er ikke usædvanligt at møde mennesker, der er kede af, at de valgte efterskolen fra – som havde ønsket sig, at de dengang kunne se tingene i det lidt længere perspektiv og vidste, hvad de valgte fra. Her kunne forældres støtte have været en afgørende faktor.”
Forældrenes støtte
Hvis det derimod ikke er vigtigt for jer, om barnet vælger det ene eller det andet, ja så kan I naturligvis lade det være op til barnet selv og spørge, når I synes, tiden er moden, eller når barnet selv bringer det på bane.
Det er dog alligevel værd at være opmærksom på, hvilken støtte barnet har brug for for at kunne træffe et godt valg. Det er ikke usædvanligt at møde mennesker, der er kede af, at de valgte efterskolen fra – som havde ønsket sig, at de dengang kunne se tingene i det lidt længere perspektiv og vidste, hvad de valgte fra. Her kunne forældres støtte have været en afgørende faktor.
Forældreskab med holdninger
Der er noget at hente ved at gå ind i forældreskabet, have meninger og perspektiver og insistere på at være med i beslutningen for den unges eget bedste. Ikke kun her og nu – men også på den længere livsbane. Og også selvom det kan give diskussioner eller besvær.
For nogle unge er det nemt at vælge efterskole. For enkelte kan det ligefrem give sig selv. For de fleste er det dog en svær proces. Ikke mindst fordi det formentlig og forhåbentlig er første gang i den unges liv, hvor skolevalget ikke blot giver sig selv. Der er noget på spil, og det mærker mange unge tyngden af. Det kan godt give svimmelhed, slørsyn og tvivl.
MS