Tal med barnet eller den unge om hans eller hendes tanker og præferencer. Det er ofte naturligt, at det tager afsæt i interessefag. Er den unge til musik, gymnastik, samfundsfag, badminton, rollespil eller noget helt sjette? Eller har den unge mere behov for at prøve noget nyt eller forskelligt? Er der flere ønsker til udfoldelsesmuligheder?
Hvordan man kan tænke og tale om interessefagene, kan I læse mere om i indlæggene “Almen eller profilskole” og “Elite eller bredde”.
Som forældre skal man på arbejde. Nu gælder det nemlig om at finde ud af, hvilke ønsker eller ligefrem krav man som forældre har til en kommende efterskole. Skal der være morgensang? Må skolen ligge i den anden ende af landet – må den ligge lige ved siden af? Er det vigtigt, at man kan få tysk? Er der et særligt værdigrundlag, man ønsker eller ikke ønsker? På denne hjemmeside findes refleksioner i forhold til de mange forskellige faktorer, forældre kan have meninger om og lade sig inspirere af? Der kan også være forskel på prisen, og det kan også have en afgørende betydning.
“At den unge selv må vælge – men at det er inden for en ramme – et udvalg, som forældrene er med til lægge frem.”
Med både den unges og forældrenes ønsker i baghovedet udvælges herefter mindst to skoler, som man vil besøge. Brug efterskolerne.dk til at søge skoler frem og gå derefter på opdagelse på deres hjemmesider og eventuelt også på de sociale medier. Spørg familie og netværk, hvad de kender til.
En fælles opgave
Efter besøgene kan den unge træffe et valg blandt de skoler, som forældrene også har fundet tilfredsstillende. Som forældre bør man bestemt påkalde sig retten til at nedlægge veto – omvendt er det godt, at den unge har to eller flere skoler at vælge imellem. Skoler, som forældrene kan stå inde for, er gode valg set med deres øjne også.
Sørg for, at den unge er med på denne præmis fra starten. At det er en fælles opgave at finde skoler, som vi synes ser gode ud. At vi besøger dem, og at det er en forudsætning, at både den unge og forældrene synes om skolen, hvis den skal kunne vælges. At den unge selv må vælge – men at det er inden for en ramme – et udvalg, som forældrene er med til lægge frem.
Som forældre kan man med fordel være åben omkring sine tanker, så den unge også ved, hvad der er på spil i udvælgelsesprocessen.
MS