Efterskolerne laver skole efter efterskoleloven. Denne er både ret kort og noget ganske særligt. Der står essentielt set, at efterskolerne skal tilbyde undervisning og samvær, hvis hovedsigte er livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Det virkeligt interessant er, at det ikke er nærmere præciseret, hvad disse tre begreber dækker over i praksis. Det er det altså op til skolerne selv at finde ud af. Det siger sig selv, at denne opgave løses på mange forskellige måder, og det er måske også her, man kan lokalisere noget af det, man også kan kalde “ånd”.
“Her møder den voksne den unge menneske til menneske – og de står sammen med spørgsmålet om, hvordan livet skal leves, og samfundet skal indrettes – og ingen af dem har endegyldige svar.”
Dybde i dannelsen
Lad mig med det samme bekende, at jeg synes, dette hovedsigte er væsentligt og tilføjer en ekstra dimension til efterskoleopholdet, hvis skolen er dygtig til at sigte både tydeligt og dybt. Jeg synes, navnlig livsoplysningen er utroligt væsentlig – fordi den i mine øjne er forudsætningen for både den folkelige oplysning og den demokratiske dannelse – selvom der nu om dage oftest er mere fokus på den demokratiske dannelse.
Jeg vil ikke her kaste mig ud i at udlægge begreberne, men i stedet vil jeg komme med en litteraturhenvisning for de interesserede: Efterskoleforeningen har i 2021 udgivet den lille bog “Efterskolen – broen mellem barn og voksen“, hvor Ove Korsgaard på både vis og fornem vis har gjort nærmere rede for hovedsigtet. Den er med sine 62 små sider ganske hurtigt og let læst – og en virkelig fin bog, der vil give større indsigt i, hvad efterskolens hovedsigte er.
Dygtige voksne
Til gengæld vil jeg gerne skrive om, hvad det er for nogle voksne, der kan bringe hovedsigtet i spil – for det kræver naturligvis en særlig indstilling i det pædagogiske arbejde.
“Hvis eleverne fortæller, at de voksne – eller nogle af dem – er lidt strenge, så er alt, som det skal være. “
En dygtig efterskolevoksen er tre-i-en:
Det er for det første en voksen, der kan fungere som opdrager – altså en, der tør sætte grænser og være tydelig i sine anvisninger om, hvordan vi gør tingene her. Dette bruges, når den væsentlige infrastruktur i dagligdagen skal bygges op, så efterskolens hverdag bliver et rart og velfungerende sted at være for alle. Det kan handle om, hvordan vi opfører os i spisesalen, hvordan vi sidder i foredragssalen, hvordan vi gør rent osv.
Det er for det andet en voksen, der kan fungere som underviser. En fagperson, der har en kunnen og viden at formidle til de unge og en passende didaktisk færdighed til at gøre det.
“I undervisningen ønsker vi os også lærere, der ikke kun kan formidle et fagligt indhold, men som også kan sørge for struktur og ro i lokalet og samtidig kan løfte samtalen og bringe faget i relation med elevens tilværelse – give det liv og ånd. “
Den voksne som vejleder
Endelig – og her kommer det væsentlige for hovedsigtet – er det en voksen, der kan fungere mere som en vejleder. Hvor de to andre funktioner indeholder en klart asymmetrisk relation, hvor den voksne gør sin autoritet gældende, så er den vejledende funktion af meget mere ligeværdig karakter. Her møder den voksne den unge menneske til menneske – og de står sammen med spørgsmålet om, hvordan livet skal leves, og samfundet skal indrettes – og ingen af dem har endegyldige svar. Nu kan en løbende samtale finde sted, og på den måde kan de sammen blive klogere på og inspireret til egen og den fælles tilværelse.
Den voksne bringer sin egen livserfaring (som dog er længere end den unges) i spil til inspiration for den unge. Men altid i respekt for den unges autonomi – for det er ham eller hende, der skal forme sit liv, gøre sig sine egne erfaringer og tænke sine egne tanke derom. Og det er den unge selv, der skal tage beslutninger om, hvordan han eller hun vil bidrage til det fælles, ligesom han eller hun også selv må forme sit syn på det gode fællesskab og samfund.
Disse funktioner er ikke adskilte – ofte skal den voksne balancere to – og indimellem alle tre roller i samme rum.
Tre i en
Kig derfor på skolens voksne og interessér jer for, om de mon mestrer alle tre roller. Det nytter fx ikke, at de kun er gode til det vejledende, mens spisesalen er et rent kaos – og omvendt mangler ånden helt, hvis de kun kan opdrage. Det er heller ikke hensigtsmæssigt, hvis de ansatte står for hver deres rolle – det er vigtigt, at alle tre roller kan udføres effektivt af alle lærerne – og meget gerne af alle ansatte i det hele taget. I undervisningen ønsker vi os også lærere, der ikke kun kan formidle et fagligt indhold, men som også kan sørge for struktur og ro i lokalet og samtidig kan løfte samtalen og bringe faget i relation med elevens tilværelse – give det liv og ånd.
Kompleksiteten af disse roller i samspil kan godt være svær at gennemskue for et ungt menneske, der måske mest af alt synes, at en ung lærer, der er både sjov og uformel, er forfriskende. Når I således snakker med skolens elever om de voksne, er det ikke nødvendigvis et kvalitetstegn, at de beskriver skolens voksne som fx virkelig fede og afslappede. Især ikke i starten af et skoleår. Hvis eleverne fortæller, at de voksne – eller nogle af dem – er lidt strenge, så er alt, som det skal være. Når de også fortæller, at der også er gode samtaler med nogle af skolens voksne, så har de mødt nogle dygtige efterskolevoksne, der både formår at stille krav, skabe struktur og møde de unge i ligeværdig samtale.
Jeg anbefaler afsnittet om “Morgensang og andre fælles mødesteder…” for mere om livsoplysningen, den folkelige oplysning og den demokratiske dannelse i praksis. I forhold til den demokratiske dannelse og folkelige oplysning i praksis, kan I læse afsnittet om “Elevindflydelse og voksenstyring” under pædagogiske balancer.
MS
