“Jeg elsker den brogede verden” holder vi på mange efterskoler af at synge med Kaalund. Du kender måske sangen og teksten, der minder os om, at ikke alle dage er lige lyse, og at der skal kamp til, hvis livet skal gro.
Når efterskolerne har ry for at modne eleverne meget – ja, man har ligefrem brugt sloganet “Et efterskoleår svarer til syv menneskeår” – så er det selvfølgelig også, fordi man på efterskolen ikke blot møder medgang, men også masser af udfordringer, man kan vokse af.
“Et efterskoleår er ganske rigtigt en perlerække at sjove, vilde og gode oplevelser. Samtidig er det også en hel masse bøvl og mas, for det er besværligt at bo så mange, så tæt sammen.”
Forventningerne til efterskoleopholdet er ofte store. De fleste har hørt om nogen, der kalder det “det bedste år i mit liv”, og det kan nemt forveksles med et år i fryd og gammen. Et år, hvor alt går op i en højere enhed, og hvor man ikke skal trækkes med de problemer, der ellers har fyldt tilværelsen.
Sådan er det naturligvis langt fra. Jeg plejer at sige til vores forældre, at noget af det, de betaler så mange skolepenge for, er, at deres søn eller datter får en irriterende værelseskammerat – for det er her, man virkelig kan lære noget. Når man skal få det til at fungere.
“At være på efterskole handler i høj grad om at opdage, at man ikke er alene i verden. At man både skal dele begejstring og bekymringer.”
Et efterskoleår er ganske rigtigt en perlerække at sjove, vilde og gode oplevelser. Samtidig er det også en hel masse bøvl og mas, for det er besværligt at bo så mange, så tæt sammen. Det er en intens omgang.
Det er vores fornemmeste opgave på efterskolerne at tage højde for dette og integrere dette i en meningsfuld hverdag, hvor vi arbejder tæt sammen med de unge om både at nyde det gode og kæmpe konstruktivt med det svære – og nogle gange også bare kunne være med det.
“Man kan altså roligt spørge elever, hvad de gør på efterskolen, når det hele driller og også, hvordan de voksne bistår dem i de udfordringer, der måtte opstå i flokken undervejs.”
Vi er sammen om at løfte hinanden
At være på efterskole handler i høj grad om at opdage, at man ikke er alene i verden. At man både skal dele begejstring og bekymringer. At man ikke skal bære hverken sig selv eller andre alene – men at vi er sammen om at løfte hinanden. Op på tinderne og ud af hullerne. Alt sammen i et trygt miljø med dygtige og engagerede voksne til at bistå og guide processerne. Når man skal vælge efterskole, er det værd at interessere sig for, hvordan dette nærmere bestemt foregår i praksis på den enkelte skole.
Man kan altså roligt spørge elever, hvad de gør på efterskolen, når det hele driller og også, hvordan de voksne bistår dem i de udfordringer, der måtte opstå i flokken undervejs. Man kan også sagtens spørge en skoles voksne, hvordan de arbejder med at bygge fællesskaber, der kan rumme livet i alle dets facetter, og hvor mange forskellige elever kan trives og vokse.
MS