Der findes lige så mange forskellige dagsrytmer og ugeskemaer, som der findes efterskoler. Og alligevel vil vi prøve at beskrive dagsrytme-elementerne, så det er muligt at få en fornemmelse af, hvad en helt almindelig efterskoledag typisk består af.
Vi starter med morgenmad. På nogle efterskoler går en gå- eller løbetur forud for morgenmaden. Herefter er der typisk morgensang eller morgensamling i foredragssalen – alle elever samlet til en fælles start på dagen. Derefter starter undervisningen afbrudt af forskellige pauser, som I kender det fra folkeskolen. Nogle efterskoler har skema hele dagen – fra morgenmad til aftensmad, mens andre stopper undervisningen tidligere. Nogle efterskoler gør meget ud af, at de boglige timer ligger først på dagen, mens interessefagene primært ligger om eftermiddagen. Der er også mange skoler, som blander de forskellige fag, så det er muligt at spille håndbold kl. 10 og bakse med matematikkens gåder kl. 17.
Måltider
Vi spiser en del på efterskolerne. Som faste punkter i dagsrytmen vil I kunne finde morgen-, middags- og aftensmad og derudover også en formiddags-, eftermiddags- og aftenforfriskning. Typisk spiser vi varm mad til middag – det kræver lidt tilvænning for nogle elever.
Det er ikke ualmindeligt, at eleverne har faste pladser i spisesalen til hovedmåltiderne, men også det kan variere fra skole til skole. For nogle elever skaber det tryghed, at de ved, hvor de skal sidde og med hvem. Andre elever kan føle sig begrænsede i en sådan struktur.
Stilletime
Det er kutyme på mange efterskoler, at eleverne før eller efter aftensmaden har en stilletime på værelset, hvor de kan lave lektier. Om man har lektier at lave eller ej, har stilletimen værdi, fordi den er obligatorisk for alle. For mange efterskoleelever kan det være svært at vælge lektierne og den fordybelse til i deres fritid, fordi de er bange for at gå glip af noget af alt det spændende, der er mulighed for at skabe eller rende ind i rundt omkring på skolen. Stilletimen skaber ro for alle på samme tid, og den struktur kan mange elever have brug for.
Mange efterskoler kører samtidig med stilletimen en form for lektiecafé, som eleverne kan møde op i, hvis de har brug for hjælp til deres lektier, eller hvis de har gruppearbejde, der skal klares.
“Når I besøger en mulig kommende efterskole, skal I spørge ind til dagsrytmen, for det er naturligvis vigtigt, at I finder en skole, hvor strukturen passer til jeres barn. Trives jeres barn bedst i en meget fast eller i en lidt løsere struktur?”
Rengøring
Et andet fast punkt i en efterskolehverdag er rengøring. Mange skoler lader alle elever lave en mindre værelsesrengøring enten morgen eller aften, ligesom der også hver dag gøres rent rundt på resten af skolen i et system, hvor alle får lov at bidrage til den praktiske hverdag, som et efterskolefællesskab også er. På mange skoler gør eleverne grundigt rent på deres værelse og måske endda også på resten af skolen en gang om ugen.
Aftenerne
Om aftenen har eleverne typisk mulighed for at deltage på frivillig basis i forskellige aktiviteter, som eleverne selv eller som aftenlærerne sætter i værk. Mange elever bruger også aftnerne på at slappe af og på forskellig vis gøre brug af de rammer og det mulighedsrum, som de er blevet en del af på efterskolen.
Ligesom dagen starter med en morgensamling, slutter den typisk med en aftensamling – det har værdi, at alle elever starter og slutter dagen sammen. I mange dagsrytmer vil I også kunne finde fortælling, fællesmøder, sangtimer og lignende efterskolefag fulde af ånd.
Det sidste punkt på dagsrytmen hedder sandsynligvis noget med go’ nu nat og ro på værelset. Det er et af de mange store privilegier, efterskolelærere har – godnatrunden. Vi går rundt og siger godnat på alle værelser – og det er cirka det hyggeligste i verden. Godnattidspunktet kan variere en del fra skole til skole. På mange skoler er sengetiden bestemt af lærerne, og på andre skoler bestemmer eleverne selv, hvornår de slukker lyset/mobilen/computeren.
Værd at overveje
Når I besøger en mulig kommende efterskole, skal I spørge ind til dagsrytmen, for det er naturligvis vigtigt, at I finder en skole, hvor strukturen passer til jeres barn. Trives jeres barn bedst i en meget fast eller i en lidt løsere struktur? Med skema fra morgen til aften eller med bedre tid til selv at skabe eller til at finde ro? Med faste eller frie pladser i spisesalen og foredragssalen? Med fast eller mere fri sengetid? Med få eller flere afvigelser fra den almindelige dagsrytme, fordi der er en særlig dag eller uge på programmet? Det er spørgsmål, der også er værd at overveje og finde gode svar på, når I skal finde den rette efterskole.
KN